En normal arbejdsdag for den 59-årige Felix Baeza ligner ikke helt den, mange af os andre kender. For et mikroskopisk, kridhvidt stof har vendt op og ned på livet i den pulserende storby San Fransisco. Bag byens funklende orange bro og autentiske sporvogne har opioid-krisens farligste kriger, fentanyl, spredt sig i alle tænkelige retninger
Af Olivia Rørne
Felix og kusinen Anna er oprindeligt fra Yucatan-halvøen i Mexico. Der oplevede de en større tryghed end her i Tenderloin. Foto: Olivia Rørne
“Jeg skal til Civic Center,” siger jeg til kvinden bag skranken.
”Er du sikker?” Hun griner lidt overrasket til sine kolleger, men peger mig alligevel i retningen af perron 2.
”Hold taske og telefon tæt på dig,” råber hun efter mig.
De berygtede kvarterer Civic Center og Tenderloin grænser op til hinanden i det nordøstlige San Fransisco. Her finder man byens største koncentration af hjemløse og højeste kriminalitetsrate. Derfor er det også her fentanylens indtog kan ses og mærkes.
Det første syn, jeg møder, er en hysterisk grinende mand med mundbind og blanke, døde øjne på vej op ad rulletrapperne fra Powell Street station. Han kører ned. Jeg kører op. Det skal nok blive interessant det her.
Stationen er pyntet med festlige rispapirslamper i pastel, lyskæder og plastikblomster i samme farvepalette som lamperne.
Noget, der kom til at stå i kontrast til, hvad de næste par blokke havde at byde på.
Den tomme taco-biks
Tre blokke længere oppe fra stationen ligger Mama’s Kitchen. Felix står hver dag i 12 lange timer og langer tacos over disken.
Uret over den boblende fritureolie i det lille køkken bag disken slår halv tre. Felix river en helstegt kylling i strimler, imens Anna, hans kusine, ruller dej til små, sirlige kugler. Kun den larmende summen fra kølemontren kan høres.
Felix overtog lokalerne for halvandet år siden, da den forrige ejer til sidst gav op, fordi alle hans varer blev stjålet. Foto: Olivia Rørne
Ind ad døren kommer en yngre mand væltende med en pose chips i hånden. Hans tøj er laset og beskidt. Manden slår sig ned på en klapstol, som var det hans egen stue og begynder knitrende at åbne sin pose.
”Hey, hey, hey – hvad laver du?” råber Felix.
Han kigger op, som om han ikke anede, der var andre til stede. Han mumler noget uforståeligt, men kan ikke rigtigt få nogle helstøbte ord ud. Felix vifter med hånden og råber igen. Manden lunter en runde inde i butikken, fægter med chipsposen mod Felix og er så ude af butikken igen.
Det er Felix vant til. Hver dag kommer gadens beboere brasende. De vil have mad. Eller hærge. Eller hvile.
”Ham her ville bare sidde ned. Men jeg ved, at så ville han have en serviet, og så ville han blive sur over noget. Sådan er det altid. Du kan se, vi har ikke servietter på bordene. Vi har ingenting på bordene.”
Udover et enkelt salt-og-peber-sæt og en efterladt, halvtom vandflaske er bordenes blomstrede voksduge ryddet for alt, der potentielt kan stjæles eller smadres.
En dystopisk stopdans
Ude på gaden igen er jeg ved at forstå, hvad Felix mener. Få meter fra mig står en mand med hovedet dinglende nedad. Han ligner ikke en, der er ved at falde. Hans fødder står solidt plantet på jorden, men hans overkrop er bøjet forover, som om han skal samle noget op, han har tabt. Men sådan bliver han stående og svajer fra side til side.
Jeg er trådt ind i en skræmmende mellemting mellem en pauset stopdans og sidste dag i Roskilde Festivals campingområde. Telte, ragelse og tis flyder alle vegne. Langs gadens fortove står og ligger mennesker som fastfrosset i unaturlige positioner. Nogle roder med små sprøjter og gennemsigtige narkotikapiber af glas.
Med fentanylen har noget ændret sig og ikke kun her i Tenderloin. Omkring 100.000 amerikanere dør årligt af en overdosis, og den primære synder er fentanyl. Antallet af overdoser er steget så eksplosivt, at Det Hvide Hus nu for første gang har erklæret et stof – fentanyl – for en trussel mod samfundet. Herhjemme vurderes opioider også som det farligste rusmiddel i landet.
”Man bliver nødt til at kunne beskytte sig selv,” siger Felix. Foto: Olivia Rørne
Et bat bag disken
“Jeg går ikke udenfor,” siger Felix tilbage i butikken og peger på disken, som han står bagved. Det her er hans safe-space. Bag disken kan han stadig passe på sig selv, sin kæreste Zeng og sin kusine Anna.
Han viser mig et bat, han har stående bag kassen. Sådan et har alle i området.
“Alle er nok bange. Men de, hvordan de skal snakke med de her folk.”
Nogle af misbrugerne går med kniv. De ser skræmmende ud, og de lugter, siger Felix. Han er lidt mere i sikkerhed her bag disken.
Kakao fra Dronningen af Holland
På den anden side af gaden, overfor Mama’s Kitchen sidder en krumrygget mand på polstret stol med lyse træben. Han har et lille gedeskæg på hagen og tyndt, pjusket hår på toppen af hovedet.
”Hvor er du fra?” spørger han og kigger på mig.
”Jeg er fra Danmark,” svarer jeg.
”Det er lige ved Holland! Hvor sjovt, den hollandske dronning har lige købt mig en kop varm kakao!” fortæller han, og tager en tår af den Coca-Cola dåse, han har i hånden.
På begge sider af ham sidder mennesker i små klynger og tænder op for deres fentanyl-fix. Opioider, som fentanyl er en art af, er oprindeligt smertestillende. Fentanyl er bare billigere, nemmere og stærkere end mange andre stoffer. 100 gange stærkere end morfin, 50 gange stærkere end heroin. Bare en knivspids kan være livsfarlig.
Mange år endnu
Engang var der altid friskbrygget kaffe på kanden til Felix’ kunder i tacobiksen. Nu står en tom filterkaffemaskine tilbage i hjørnet af butikken. En utæt tud med et skævt, rødt håndtag drypper ned i et plastikbæger fra den.
”Enten tager de kanderne og løber. Ellers smadrer dem. De har også ødelagt hanen til varmt vand,” siger Felix og peger forklarende på det dryppende apparat.
Om så Felix og familien ville flytte forretningen, bliver det ikke en mulighed lige foreløbig. Deres 10-årige lejekontrakt har stadig 8,5 år endnu…